Læs mere her
Læs mere her
Send e-mail
Hau Gulve A/S

Overfladebehandling

 

Formålet med overfladebehandling af trægulve er at beskytte træet mod slitage, at forhindre/begrænse at smuds eller væskespild trænger ned i træet og at give trægulvet det ønskede udseende. Trægulve leveres ubehandlede eller overfladebehandlede fra producenten afhængigt af typen.
 
Som overflade behandling kan benyttes:

  • Ludbehandling
  • Sæbebehandling
  • Oliebehandling
  • Voksbehandling
  • Lakering 


Overfladebehandlingen af trægulve skal fra tid til anden gentages for at fjerne snavs, for at forny beskyttelsen og for at bevare det ønskede udseende.
 
Ved valg af overfladebehandling bør der først og fremmest tages hensyn til træarten og det ønskede udseende. Alle typer overfladebehandling kan benyttes under flere forskellige brugsforhold, men den nødvendige vedligeholdsindsats vil variere afhængigt af type af overfladebehandling, brugsintensitet og brugsart.
 
Det er vigtigt fra starten at gøre sig klart med hvilke intervaller, der kræves pleje og vedligehold for at sikre et tilfredsstillende udseende. Der kan f.eks. være en konflikt mellem udseende og økonomi, hvis et gulv, der kræver meget vedligehold for at bibeholde det ønskede udseende, anvendes, hvor der er stor brugsintensitet.
 
Gran og fyr egner sig til såvel lak-, lud-, voks-, sæbe- som oliebehandling (også coloroil).
 
Olie og olie med voks vælges ofte til behandling af de mørke træarter pga. den smukke glød, træet får. Desuden har olie den fordel, at stærkt trafikerede områder kan udbedres delvis i modsætning til f.eks. lak, der som regel kræver en genlakering af hele gulvet.
 
Vedligehold til olie- og voksbehandlede trægulve stiller krav til viden hos den, der forestår den daglige rengøring og vedligehold af gulvet. Det anbefales derfor, at der gives instruktion i vedligehold, før den igangsættes. Vi afleverer altid en produktbeskrivelse samt en rengørings- og vedligeholdelsesvejledning for de overfladebehandlingsprodukter, der anvendes.
Overfladebehandling af trapper foregår efter samme princip som for gulve. Det skal dog bemærkes, at sliddet på trapper normalt er større end på gulve.


Beskyttelse af gulve

For at reducere tilsmudsning og beskadigelse bør der ved indgangspartier anvendes smudsforebyggende foranstaltninger - f.eks. en kombination af skraberist og måttearrangement. Udfaldskrav - overfladebehandling. Generelt skal gulvene efter endt overfladebehandling overholde følgende: Overfladen skal fremstå ensartet og glat uden synlige overgange.
Der må ikke være luftblærer eller væsentlige urenheder i overfladen.

 

Ludbehandling

Ludbehandling er ikke en overfladebehandling, men en forberedelse til samme med f.eks. sæbe, voks eller olie. Ludbehandling forsinker træets naturlige gulning. Der anvendes to slags færdiglavet lud:
Nåletræslud, som anvendes på fyr, gran og pitchpine
Hårdttræslud/bøgetræslud, som anvendes på lyse massive hårdttræsgulve.

 

Sæbebehandling

Sæbe fås som natursæbe og som hvid ludsæbe. Ludsæbe må ikke anvendes på lakerede trægulve. Natursæbe kan anvendes på alle træarter. Hvid ludsæbe må kun anvendes på de lyse træsorter. Ved anvendelse af hvid ludsæbe opnås den karakteristiske hvid-grå farve først efter flere påføringer. For at opnå den bedste beskyttelse foretages mindst to sæbebehandlinger, inden gulvet tages i brug.

 

Oliebehandling

Der findes upigmenteret og hvidpigmenteret trægulvsolie. Endvidere fås olie med voks. Se endvidere siden om coloroil.
Der skelnes mellem hærdende og ikke-hærdende olie, som hver for sig har forskellige egenskaber og krav til vedligeholdelsesintensitet. I princippet kan alle træarter oliebehandles. Vi rådgiver selvfølgelig ved valg af produkt.

Polishbehandling

På mange gulvbelægninger kan der foretages en polishbehandling, som kan gøre gulvet mere rengøringsvenligt, give gulvbelægningen større glans og beskytte gulvet.


Dette er især en fordel ved ældre og slidte gulvbelægninger, som er så porøse og ru, at smuds absorberes og bindes til gulvbelægningens overflade. Med forudgående grundig rengøring og efterfølgende polishbehandling, opnås en "forsegling" af overfladen (porefyldning).

Voksbehandling

Voks som overfladebehandling findes til såvel ubehandlede som ludbehandlede trægulve. Der anvendes både upigmenteret og hvidpigmenteret voks. Hvide gulvoverflader er sarte og kræver derfor hyppig vedligeholdelse, hvilket bør overvejes inden valg af vokstype.

 

Lakering

Lakering er en overfladebehandling, som danner en film af nogle hundrededele millimeters tykkelse på træets overflade. Lakken kan bidrage til at fremhæve/bevare træets naturlige farver.
Lakerede gulve kan som regel anvendes i en lang periode, inden det er nødvendigt at genbehandle. I boliger vil levetiden ofte være af en størrelsesorden på flere år.
 
Lak er resistent overfor de mest almindelige husholdningskemikalier og fås i forskellige kvaliteter til brug i såvel boliger, som lokaler med større belastning.


På markedet findes der forskellige typer, 1- og 2-komponente, vandbaserede og opløsningsmiddelbaserede lakker. Lakkerne består oftest af et system, hvor der først påføres en grundlak, og efterfølgende afsluttes med en toplak.
Nye ubehandlede trægulve og trægulve, der er slebet til rent træ, grundlakeres for at mindske risikoen for sidebinding/sidelimning.
 
Ved valg af lak vurderer vi først, hvor stort slid der forventes det pågældende sted. Der findes specielle lakker til områder, som e udsat for stor slitage. Tidligere var det nødvendigt at anvende isocyanatlakker, men i dag anvender vi vandbaserede lakker med tilsvarende slidstyrke.


De fleste lakker kan bruges såvel til nye gulve som til genlakering. Dog kan syrehærdende lak ikke benyttes til genlakering på vandbaseret lak.

Hau Gulve A/S | Klitrosevej 19 | 4400 Kalundborg | Tlf.:  59 52 30 50 | E-mail: c.e@os.dk